funslet

funte

funstre

verb. _ fonstèr alm. (spor. også fånstèr); fønstèr Him´NV. _ bøjning: ´er ´et ´et (K 6.3, K 6.2, K 6.1).

[af uvis opr.; jf. funsig]

 Næste betydning

1) = adlyde, lystre; makke ret [Him´V, Fjends´Ø, Ommers, MØJy´NV, desuden (hørt blandt tilflyttere?) Århus (jf. Dialektstudier.II.248); se kort]

Tæt afhjemlet

Vistoft.ca.1825. aa nær Do ett vild fonster ret, saa spaart A ett aa bank Dæ = og når du ikke ville lystre, så undlod jeg ikke at banke dig. And.GildeÎ.21. han gjø mæ Bö’nen Konster / ¨ ilyw’el ska di fonster = han (dvs. læreren) laver kunster med børnene; alligevel skal de lystre. Him. garn der går i urede eller driller på anden måde: det vil ikke fonster. MØJy. _ (spec.:) Di bløw møj gammel å syg, å vil hvæ daw hæ fra, men de ku itt rejti fonster = de blev meget gamle og syge og ville hver dag herfra (dvs. ønskede at dø), men det kunne ikke rigtig lykkes. MØJy.

 Forrige betydning

2) = bakse, have besvær med (et stykke arbejde) [spor. i Ommers´Ø og på Mols] de wa nåk wa¶r å ta mæ, hwes kå·lèn ku fo en di¶èl fonstrèÛ fare, enèn di sku i markèn = det var nok værd at tage med, hvis karlene kunne (nå at) få en del (husflidsarbejder) bakset færdig, inden de skulle i marken. NPBjerreg.ÅOmmers.20.

funslet	funte
Sidens top