ÌfusÈfus

Se også Ìfus (subst.), Èfus (adj.)

Çfus

subst. _ fu¿s/fuw¶s (jf. K 2.0) alm.; fús (K 2.1) Vends, $Torsted, $Tvis, $Vodder; fu·s $Øsby; fo¿s spor. som ældre form. _ genus: fem./fk. (K 7.2). _ plur.: ´er (K 6.2).

[< fransk faux (= falsk, dårlig); spredt i MØJy og SVJy, spor. i øvrige områder nord for en linje Rømø_Åbenrå]

= spillekort uden for trumffarven; kort af ringe værdi; (overført:) ting el. person af ringe værdi. næ an ¡eµèn ¡tromfè ¡hå¿è, så æ èt ¡gåt mæ nåwè ¡guè ¡fu¿sè = når man ingen trumfer har, så er det godt med nogle gode fuser. $Ål. _ Men den hie Slawte va ett saahn aa rendd Døre op mej. Han ku holdd dje Fuess = men den her slagter var ikke sådan at rende døre op med (dvs. narre); han kunne holde (dvs. godt vurdere) deres elendige kalv. Fjends. \ have nogens fus, tage fusen på nogen = rigsm. [spor. afhjemlet]

ÌfusÈfus
Sidens top