Èfus
fuse·fanniker| Èfus | fuse·fanniker |
verb. _ fu·s/fuw·s (K 2.0) alm.; Áfu·s $Rise. _ præs.: ´er (K 6.2) alm.; fu¿sèr/fu¿sè (K 6.2) $Vorning, $Tved, MØJy; fúsèr (K 2.1) Vends´SØ; fus MVJy, SVJy, SønJy. _ præt. og ptc.: ´t alm.; (ptc.:) fu¿st Him, MØJy, SVJy; fúst (K 2.1) $Torsted, $Vroue, $Hostrup.
[jf. rigsmål fremfusende]
1) = strømme stærkt (og hørligt) [spredt i Østjy (± SØJy´V og ´S), SVJy´V og SønJy (nord for rigsgrænsen), desuden $Vroue; syn.: fluse 1] ¡blo¿èt ¡fu·st ¡u¿Û, da ¡gri¿sèn blöw ¡stokèn = Blodet væltede ud, da Grisen blev stukket (ved slagtning). $Gosmer. (overført:) Han måt jo ¡í få¡tæ·l èt, mæn de fu·st sår·n úr a¶ ham = Han måtte jo ikke fortælle det, men det for sådan (i Ivrighed) ud af ham. HostrupD.II.1.146.
Forrige betydning - Næste betydning
2) = fare (op / af sted) (etc.) [spredt i Hards og SyJy, spor. i øvrige Jyll nord for rigsgrænsen] så ¡tu¿ han æ ¡skaµ§kèr o¶ æ ¡na§k å ¡fu·st a¡stæj = Så tog han skankerne på nakken og fusede afsted. Hards. (overført:) o fus te = fare frem uden Eftertanke, handle uden Overlæg. SVJy.
3) fuse ¡op/¡ud (etc.) = blusse op (kortvarigt), (derpå) dø ud [spor. afhjemlet] ¡di ¡tÒr¶è fusèr ¡òp èn ¡be§tè ¡stø¿Û, sæ æ ¡de foªbí ¨ è i¬¶ fust ¡úÛ = (de tørv blusser op) stærkt, med en susende lyd (et lille øjeblik, så er det forbi; ilden døde ud). $Torsted. (overført:) Folk kan "fusse op", dvs. rødme i Ansigtet. SønJy.
| Èfus | fuse·fanniker |
| Sidens top | |