glitreÇglitte

Se også Çglitte (verb.), Èglitte (verb.)

Ìglitte

verb. _ glet/gle§t (K 1.4) alm.; glit Vends, sideform i MØJy (vsa. glæt $Skannerup); gli§t Hards´V, sideform i Him´V. _ bøjning: ´er ´et ´et (K 6.2, K 6.1).

[spredt i Nørrejy, spor. i SønJy]

= glitre, glimte, skinne. de fry¿sèr håt få stjanèrèn di ræ·lè gletèr = det fryser hårdt, for stjernerne de ligefrem glitrer. $Vorning. (træskobeslagene) war så blaµ·k te de gle§tèÛ = var så blanke, at de skinnede. Thy´N (F.III.880). de gletè i mø·rki lisom katøw¶n = det skinner i mørke lige som katteøjne. $Voldby. de glitè no·j (= det glimter noget), om smålyn. $Skannerup. \ (hertil formentlig, som præs.ptc.:) sikke Høveder (= kreaturer) I har at vise ¨ saa glatte og gliddene (= glittende, skinnende), som de var kæmmede. *Staun.UD.101.

glitreÇglitte
Sidens top