gnide·sten
gnidret| gnide·sten | gnidret |
adj. _ med sideformen gni·vorn (Vends).
[muligvis < ældre dansk gnie, jf. ODS. (i Vends dog snarest < Çgnide 3); spredt i Vends, spor. i øvrige Nordjy, i Midtjy og SVJy´V]
= nærig. Di wa saa jerri aa gnitjvurn, de a haar aldri tjæj Magi = de var så gerrige og nærige, at jeg har aldrig kendt magen. Thise.NKS.156.
| gnide·sten | gnidret |
| Sidens top | |