håndtre
håndtros·gilde| håndtre | håndtros·gilde |
subst. _ Áhåñtro, ´tråw Als (også *´true); også hå·ñtru, ´tròw Als (F.IV.241); *handtro Sundeved, sideform på Als.
[formentlig < nedertysk handtru (idet skik svarende til nedennævnte ses i Mensing.Wb.), jf. middelnedertysk han(t)tru^we (Lasch.); Als, spor. i Sundeved; se kort]
 |  Tæt afhjemlet |
= forlovelsesgave, især fra ung mand til pige, men også omvendt. Når to unge i gamle dage _ det vil her sige indtil den første verdenskrig _ var blevet enige om at følges gennem livet, så skulle de til Sønderborg og ha’ e håndtro (= have håndtroen), ringforloves, så de havde et synligt bevis på, at de have bundet sig. AlsKal.III.22. De forlovede fulgtes i Reglen til nærmeste Købstad for at købe Handtro hos en Guldsmed eller anden handlende. Brudgommen (e Brøgom) gav Bruden (e Brui) et Sølvæg (»Hovedvandsæg), ¨ et Sølvspænde til Kaabe ¨ en sølvbeslagen Salmebog o.lign. Og Bruden gav Brudgommen en Sølvurkæde ¨ og mange Steder en sølvbeslagen Merskumspibe, som da blev Brudgommens trofaste Følge ved Brudebesøgene. Ussing.Als.137. Det var skik fra gammel tid, at karlen gav sin brud "handtro" (fæstensgave). Men rede penge var sparsomme, man kunne ikke købe, og sagerne var derfor hjemmelavede. Længe før de tænkte på forlovelse, stod de i hughuset (jf. hugge·hus) og lavede: En »tærskel (linnedbanker ved vask), mangeltræ med rulle, spjold (håndvæv), ¨ og andre ting f.eks. et syskrin med låg (jf. mangle·træ x, spjæld x). SAndr.SBH.11.
| håndtre | håndtros·gilde |
| Sidens top | |