Èhærkehærm

hærken

adj. _ hærkèn/hær§kèn (jf. K 1.6) alm.; også (formentlig ved fejlopfattelse af klusil efter vestjysk stød) *hærpen Thy´S, Mors.

[af uvis opr.; jf. norsk dialekt herken (bl.a. = ram, ikke velsmagende); Mors, spor. i Han og Thy, desuden i citeret kilde fra Sall; se kort; syn.: hægen 3]

Tæt afhjemlet

= kræsen (om mennesker og dyr). hærkind = lekker (dvs. lækkersulten, kræsen, jf. Kalkar.II.872). Sall (JesRel.1743). hærken ¨ saa nælker man Føden i sig (jf. nellike x), d.v.s. man tager kun smaa Stykker ¨ og klager maaske endda over, at man skal sidde ¨ ved saadan Mad. Skyum.M.53.

Èhærkehærm
Sidens top