høle·hus
høle·karl| høle·hus | høle·karl |
subst.
[< kalv x; spredt i Midtjy´S (± Djurs) og Sydjy; syn.: høle·feber, slå·kalv]
_ kun i flg. forb.: få/have hølekalven (el. lign.) = være syg (med opkast, hold el. ømhed i ryggen) efter høst med le. det første Aar, man skulde "gøre Tur" med Leen. Saa skete det let, at man fik "e Hjøllekalv", som var at kaste op af Anstrængelsen. Terp.E.152. den første dag eller to i engen var værst. Man blev øm i alle lemmer, ja man kunne næsten ikke krybe af sengen om morgenen. De war o fo æ "hjøllikal" (= det var at få hølekalven). AarbHards.1961.87. (det var svært at høste med le, hvis det skulle gøres ordentligt) ujen aa blyw aabag, aa ujen aa fo Hjøllikallen, faa son en Kal æ hejsen strænng aa føh aap = uden at blive bagefter og uden at få hølekalven, for sådan en kalv er ellers streng at føde op. Thomaskjær.H.105.
| høle·hus | høle·karl |
| Sidens top | |