høle·kalv
høle·knag| høle·kalv | høle·knag |
subst.
1) = høstkarl [< karl x; spredt i Nørrejy (± Djurs), spor. i tilgrænsende sogne i Sønderjy´N] Schade.Mors.297. Forrest (ved kornhøsten) gik den bedste "Hyllikaa’l". AarbThisted.1961.354. En dygtig Hjöllikå¶l skulde kunne hærde sin Le, saa den baade kunde skære godt og holde æ Bed (jf. Çbid 1). HPHansen.GF.II.86. åm æ Höst fæ§ æn Hjølikå¶l ves halajèn Krowèn = i høsten fik en hølekarl vist halvanden krone (i dagløn). TKrist.BT.122. Nogle af de gamle Hjølekarle gik baglæns ¨, når de slog Katskækknurrer (Katteskægsknuder) og kunde således bedre få dem af. SJyAarb.1952.62. \ (også) = døden. *ABerntsen.GÆ.21.
2) som plantenavn.
2.1) = skjaller; jf. JLange.ODP.II.433 [spor. i Midtjy´S og Sydjy´NØ] naar Hjølikå·l er modent, skal Engen slaaes. VoerH (MØJy). (talemåde:) bo§kblåèr o hjölèkå·Ï ¨, di gör sølè kål glå·, mèn katske§k o ho¿r æµ, dær skal èn kiñ· èn kå¿l frå èn dræµ = bukkeblad og hølekarl (dvs. skjaller), de gør sølle karle glade, men katteskæg og hård eng, der skal man kende en karl fra en dreng. F.IV.256.
2.2) = eng´troldurt; jf. JLange.ODP.II.203. Eng´Troldurt ¨ kaldes ¨ Hjøllikaal ¨ fordi dens Stamme slaar haardt imod Leen, naar Græsset slaaes. *NørvangH (SØJy). *FF.1895.71.
| høle·kalv | høle·knag |
| Sidens top | |