hallenhallig

hallie

verb. _ haÏi _ præs.: ´er (K 6.2) alm.; også haÏjè $Gosmer. _ præt. og ptc.: ´et (K 6.1); også *hallet NVDorph.1833.

[af uvis opr.; spredt i MØJy´SØ; fortrinsvis i ældre kilder; syn.: for¡arge 2]

_ kun i flg. forb.: hallie sig = vantrives, skrante. om syge Kreaturer:"Jøsses hvor haar den Heist da halliet sæ, siin a saae ’en sidst = jøsses hvor er den hest kommet til at se ringe ud, siden jeg så den sidst. HBrøchner.ca.1810. Studene have hallet sig (dvs. har tabt sig), de blive nok heller ikke rigtigt flyttede (på græsset). NVDorph.1833. wo ¡få¿è gjer å ¡haÏjè sæ i di ¡hi¶è ¡da·w, haçj æ hwærkeçj ¡sy©¶ he¬è ¡rask = vor far går og skranter i disse dage, han er hverken syg eller rask. $Gosmer.

hallenhallig
Sidens top