hoved·langs
hoved·mad| hoved·langs | hoved·mad |
adj. _ el. (med tryksvagt 2.sms.led) ¡hoved®løs.
1) = uden hoved; oftest i folkelige beretninger om spøgeri; især ved korsveje og broer siges der at gå en hovedløs hest, so, stud, kalv, hund el. mandsperson omkring ved nattetide; jf. FestskrHPHansen.34 [< Ìhoved 1; spredt i Nord- og Østjy, spor. i Vest- og Sønderjy] Korskilde var et noget ensomt og uhyggeligt Sted ¨ hvor der færdedes en stor sort Hund; nogle siger, at den er hovedløs; andre har hørt den hyle. Ussing.Erritsø.159. helle aa fotol di Spøgelsehistorie helle om Ligskare, aa som ho set et hoiløst Føl, aa de va vist tidt te di kjyvst hveaane te de tvat knap go hjem = eller også fortalte de (ved »kartegilde) spøgelseshistorier eller om »ligskare, og nogle havde set et hovedløst føl, og det var vist tit (sådan), at de skræmte hverandre, så de knap turde gå hjem. Als.
2) (overført) = tåbelig. hañ ær e§k huèløs = han er ikke tåbelig, han er fiffig. *$Agger. (med spil på betydning 1:) Hun gær (= går) ligesom en hodløs Höne. *Sundeved (Kok.Ordspr.21).
| hoved·langs | hoved·mad |
| Sidens top | |