hunte

hunte·vand

huntende

adj. _ med sideformerne huntet, hunt. _ *hontèn HadsH (MØJy); hoñt $Gosmer; *honte SVJy (dog huñ§tè(r), huñ§tèn $Fanø).

[< hunte 2; spor. i MØJy´SØ og SVJy]

= opsat; grådig. a wa ¡gråw· huñ§tèn få mi ¡uñèn = jeg var meget opsat på min middagsmad. $Fanø. en honte person = een der, som det undertiden ses på landet, ynder at gå på besøg hos naboerne for at krige sig en kop kaffe. GørdingH. han kom saadan hunten til Middag, nemlig for at faa noget (mad) med. NingH (MØJy).

hunte	hunte·vand
Sidens top