Ìhvil

Ìhvile

Se også Ìhvil (subst.)

Çhvil

adj. _ med sideformen hvilt (Vends). _ (i/ij K 2.0; l/Ï K 4.8:) hwi¿l/vi¿Ï alm.; hwi¿lt Vends. _ plur.: u.end.

[opr. ptc. af Çhvile]

 Næste betydning

1) = udhvilet; (ironisk:) doven [spor. afhjemlet, hyppigst i Østjy] Outzen. Paa Gaardene stod man tidligt op for at fodre Dyr, derfor fik man Middagssøvn efter Middagsmad, og naar man saa stod op efter en Time, saa var man "hvil". Bjerre. haçj hò¿r É hwi¿lt le·©èm ¨ haçj ka nåk ta fat = han har hvilet så længe (egl.: har et udhvilet legeme), han kan nok tage fat. $Hellum. (talemåde:) Den dovne lægger di hwi¿jlt ¡a·rèm i di tåm· ¡ka·rèm = de hvilte arme i de tomme karme, vindueskarmen. JMJens.Vend.250. \ hvil og god = udhvilet (og derfor vel til mode) [MØJy´S og Bjerre; spor. i MVJy, SVJy og SønJy´Ø; se kort]

Tæt afhjemlet

Manden kom op fra Middagssøvn, hañ wa ¡hwi¿Ï å gu¿, så a tu gåt spø· ¡om¶ å fo ¡fri¿ (= han var hvil og god, så jeg turde godt spørge om at få fri). $Hundslund. Naar vi ironisk siger "hvil o gue", vil det jo sige, at han ingenting har bestilt. MØJy.

 Forrige betydning

2) = brak (om jord, der i en periode ikke har været dyrket) [spor. afhjemlet] viel Jord, dvs. Jord som i flere Aar ikke har været pløjet. ØSønJy. De ær hwi¶l Jowr (= det er hvil jord) om gammel Græsjord. Hards (Røjkjær.Opt.). (ironisk:) Jo¶ren æ bå·de hwi¶l å gu¶e (= jorden er både hvil og god, jf. betydning 1), dvs. har ikke givet afgrøde længe. MØJy. _ (spec.:) begraves i hvil Jord, dvs. hellig Jord, Kirkejord. Becher.ca.1815. \ (hertil, overført:) æn hwij¶l plæt i hav el. fjord, en plet, der ikke er fisket på i nogen tid. *$Agger.

Ìhvil	Ìhvile
Sidens top