Ìhvinte
hvinte·gal| Ìhvinte | hvinte·gal |
Se også Ìhvinte (verb.)
verb. _ hwiñ§t _ præs.: ´er (K 6.2).
[< Çhvint]
1) = vrinske (om »hvinsk hoppe) [spor. i Fjends, Hards´Ø og SØJy´N; syn.: hvinnie] den hoppe hwiñ§tèr ¨ når den bliver stædig, slår op, giver vand. Fjends. \ (hertil vel:) hwin§tèr = småspreder, f.eks. vand el. penge. *Holmsland. \ (vel hertil, i ed:) fanden hvinteme. *Aakj.GK.135 (og andetsteds i forfatterskabet).
2) = snappe efter vejret; puste ud [spor. i Fjends, Hards og Bjerre] (da der ikke er en smørklat i hans risengrød), blywer æ Spirris (= splejsen, nemlig gårdnissen) så u^nd, saa han hwinter (= pruster). Aakj.P.142. (fanden, som er ved at blive narret i høslætkonkurrence, stønner) "Skal vi ikke hvinte en gang?" (= puste ud et øjeblik, mens vi stryger leen; vistnok omtolkning af Çhvippe, som alm. indgår i replikkerne i denne vandrehistorie). _ "A hvinter aldrig", sagde karlen. Bjerre (Krist.DS.VI.1.176; med parallellen hvitte Krist.DS.VI.1.178).
| Ìhvinte | hvinte·gal |
| Sidens top | |