ild·rage
ild·ske| ild·rage | ild·ske |
adj. _ *ilsk alm.; æÏsk $Bov; *elst Angel; æÏst $Bov.
[formentlig < gammeldansk ill (= ond), jf. ODS. II.ild (formerne med ´t vel opr. neutr.); jf. Ord&Sag.1988.25ff.]
1) = ilter [spor. afhjemlet; syn.: ild·vorn] Ildsk, dvs. ildsindet, sigis om et arrigt ond bistersindet knarvoren Menniske. Anchersen.ca.1700. \ (hertil vel:) ildsk·sindet. lad nu os tage det lidt sindigt, siden æ mand er blevet saa ilsksindet. *BBMüll.T.III.57.
2) = afskyelig, ubehagelig [spor. i ØSønJy´S og Angel] æÏsk (bruges) om Kød, der har fået en "Tanke" og derfor ikke smager godt. $Bov. Elst = led, afskyelig, rædsom at høre eller se, også om et slemt Vejr, om en ubehagelig Røg eller Lugt. Hagerup.Angel.19.
| ild·rage | ild·ske |
| Sidens top | |