kasse·væg
ka¡stanie| kasse·væg | ka¡stanie |
subst. _ kast alm.; kåst NJy, Him, NVJy, Hards; ka·st $Øsby, $Agerskov; ka¿st $Hostrup. _ genus: neutr./fk. (K 7.1). _ plur.: u.end. alm.; kå·st $Voldby; *koost Hards; kastèr $Agerskov; kastè ØSønJy´S (én kilde).
1) = det at kaste (noget).
1.1) ved spredning af sædekorn med hånden; dels om mængden af korn i det enkelte kast (en håndfuld), dels om den bredde af en ager, man kan dække dermed [spredt afhjemlet, dog kun spor. i NØJy og MØJy] æ ¡se·ªlø¿v håj vi i æn gjår øwèr æ åw·sèl, sör¶n te æ kårè hæñ o æ væn·stèr si·, å så so· æn mæ æ hywèr hå¿ñ _ a ræjènt mæ trej¶ kåst te æn sæjs fawns aw¶èr = sædeløben (dvs. kurven med sædekorn; jf. sæde·løb x) havde vi i en gjord over akslen (= skulderen), sådan at kurven hang på den venstre side, og så såede man med den højre hånd _ jeg regnede med tre kast til en seks favns ager. Skautrup.H.I.268. Pas o æ koost nor sammel, uden di gor øwwer hveranner = pas på, (at) kastene når sammen, uden at de går over hinanden. Hards. et ¡kast = det stykke jord, en mand kunne overså med hånden, ca. 3 alen i bredden. AlsOrdsaml. æt kast (er) den Bredde som Sædemanden besaar ¨ Han saar enten lige foran sig eller 2 Kast, en til hver Side _ dær ær tow¶ kast å dæn achèr (= der er to kast på den ager). $Brarup. en Áræ·ñ væl mæ Áfi·è ¡kast te en sæjs fajms achè, mæn fa· sæjè te han kon brucht ¡to kast; di Áme·st tåw Áfi·è ¡æµkè¬t kast, mæn han tåw to dåfè¬t = man regnede vel med med fire kast til en seks favns ager, men far siger, at han kun brugte to kast; de fleste tog fire enkelte kast, men han tog to dobbelte. $Rise. (overtro:) Hvis den Mand, som tilsaar en Ager, glemmer at saa et Kast, saa varsles der derved et Dødsfald inden for den Familie, som ejer Ageren. SJyMSkr.1942.224.
1.2) = antal fisk etc., som kastes på én gang, ved optælling af fangst etc. [spor. afhjemlet] Sildene tælles al Tid "i Kast", det vil sige: 4 Sild ad Gangen. Man tager nemlig en Sild i Mellemrummene mellem hver af Fingrene paa højre Haand eller egentlig to Sild mellem de to første Finger og én mellem hver af de to næste. Naar den første kaster 4 Sild i Karret, siger han én, naar den anden kaster 4, siger han to, og saa fremdeles. Naar man er kommet til 20, er altsaa 1 Ol optalt. JySaml.1Rk.VIII.175. De lybske Smaaskillinger taltes i "Kast", fire til et Kast, og atter fire til en Mark. Feilb.BL.153. kostbare skaldyr blev talt op i de såkaldte "Kast" (et kast = 3 stk.), men der gik ejendommeligt nok 40 "kast" til 100 stk. (stort hundrede, jf. hundrede 1.2.1). PCPed.Strandby.IV.31. \ (også) = den mængde tørv, som graves løs på én gang [spor. afhjemlet] Med en skåtörèspå·è (jf. skudtørve·spade) (graves) 5 tørv på ¡tij¶n (= ad gangen) ¨ 5 tørv i hvert kåst. Him. vi løb jo i bare ben (dvs. barbenede) med æ krittebåre (= trillebøren) og havde tolv kast (tørv) på en båre. Sundeved. \ (også, spøgende) = skefuld Dæ ska ¡fij·r ¡gryj¶n te æn ¡gröÛ¶ å ¡syw¶ ¡gröÛ¶ te æ ¡kåst å ¡nettæn ¡kåst te ¡kå¶ls = der skal fire gryn til en grød og syv grød til en skefuld, og nitten skefulde pr. mand. *$Haverslev.
1.3) = terningkast [spor. i Nørrejy]
Forrige betydning - Næste betydning
2) = bevægelse, det at bevæge noget.
2.1) = hug med høle, tag med rive [< Ìkaste 4.4; spredt i Vends, spor. i øvrige Jyll] dæn ¡øµst ¡mañ¶ ¡han gik jo ¡fårªaw¶ ¨ mæns dæn ¡ælst, jæn¶ å è ¡kå·l, ¡hañ ¡kom¶ mæ dèn ¡sist ¡kåst, å så ¡kom¶ dæn ¡sist ¡kå¿l å såt è ¡åp i ¡sta§k = den yngste mand han gik jo foran (ved høhøst), medens den ældste, en af karlene, han kom med det sidste kast (med høleen), og så kom den sidste karl og satte det op i stakke. Hards. Når høet var tørt, skulde det rives sammen. Det foregik med håndriver og gerne med flere rivere efter hverandre, der hver tog sit "kast", den svagere, gerne en dreng eller pige, forrest, den stærkere bagest, da der var mest hø at rive. SVJy.
2.2) = bevægelse med del af kroppen [< Ìkast 8.2; spor. i Nørrejy] han go·è æ kast mæ how·t = han gjorde et kast med hovedet. $Voldby. nogle heste kunne slå æ tyj·r öwèr æ rö©¶ ved en kåst mæ æ hu¿è (= slå tøjret over ryggen ved et kast med hovedet). Thy. Ham kund a da kjend, om det saa war mell hunder Swyn; den Kaast der med den fræens Skank, det er da¶tt te aa ta fejl aa = ham kunne jeg da kende, om det så var mellem hundrede svin; det kast der med den frahånds skank (dvs. højre ben), det er da ikke til at tage fejl af. Aakj.BE.59.
2.3) (overført:) give sig / gå i kast med (el. lign.) = begynde på, give sig i lag med, komme i gang med [spor. i Nørrerjy] han ga sæ i ¡kåst mæ¶ èÛ = han gav sig i lag med det, tog fat på det. $Torsted. vi gik i kåst mæ æ feµ§kèr = vi gik i lag med (retten) »finkerne. $Vroue. de er enj slimm Gutt aa komm’ i Kaast mæ = det er en slem gut at komme i lag med. Lars.Ordb.78.
2.4) = vindstød [spor. afhjemlet] Dæ ¡kåm æt ¡ka¿st å ¡tåw min ¡Hat = Der kom et Vindkast ¨ og tog min Hat. HostrupD.II.2.87. de æ nåwe ¡essel ¡kast dæ ¡kømme = det er nogle forfærdelige vindstød, der kommer. AlsOrdsaml.
Forrige betydning - Næste betydning
3) = opkastet jordvold; gravet grøft; areal omgivet af jordvold eller grøft (idet jord er kastet sammen hhv. bort) [< Ìkaste 6.1; spredt i Han, Thy og Hards, spor. i øvrige Nordjy, Sall, Fjends og SVJy´NV; syn.: ind·kast] En kåst æ en dieg dæ go skroe op fræ begge sier, begynne bree å enne smal fu oven. Å en groeb go skroe nie fra begge sier de æ osse kåst = et kast er et dige, der går skråt op fra begge sider, begynder bredt og ender smalt foroven; og en grob (dvs. grøft) går skråt ned fra begge sider, det er også kast. Thy. (ved udskiftningen) fÉk go·rèn ¨ æn kåst, dæ wa gro·b hɬè dij·©èr åm¶ = fik gårdene et kast, der var grøfter eller diger omkring. Kvolsgaard.L.24. \ (også) = kanal. æ kåst kalder man den gravede ¨ kanal fra Tåbel sø til Limfjorden. *$Agger (jf. også *Andres.Klitf.235, *JySaml.3Rk.IV.242).
Forrige betydning - Næste betydning
4) = sammenkastet tue, forhøjning [spor. i NJy, desuden én kilde i Hards] På det sted ved vej, i skov eller mark, hvor der er begået et mord eller drab, var det skik, at forbipasserende kastede en sten eller en lille pind. Det var for at forhindre spøgeri. Sådanne "kast" var der ¨ i Durup sogn og ved Svoldrup og Vonsild. Himmerl.400. de vejfarende kastede en sten på det omhandlede sted (dvs. hvor en ulykke var sket), når de kom forbi. Handlingen var i sin oprindelse en besværgelse mod onde ånder og genfærd eller _ som i dette tilfælde _ et udtryk for ærbødighed mod den dødes minde. I årenes løb opstod der så en anselig stendynge, der som en varde markerede stedet og mindede om den sørgelige begivenhed. En sådan stendynge kaldtes et "Kast". TLHansen.Gjelleruplund.160. \ (også) = oplagsplads for brænde; også tydeliggørende kaldt ved·kast). *MØJy. *ØSønJy.
Forrige betydning - Næste betydning
5) = krumning på høleblad [jf. Ìkaste 8.4; spor. afhjemlet] De der føst blÒw dÒ¿w, war de mø¿j kro·m Støtj frå òj¶jen å te met på Hylli. De kaltj wi Kåste = det, der først blev døvt (dvs. sløvt, jf. Çdøv 5), var det meget krumme stykke fra odden (dvs. spidsen af lebladet) og til midt på høleen (dvs. midten af lebladet); det kaldte vi kastet. AEsp.GG.16.
Forrige betydning - Næste betydning
6) = hældning på hjul [< Ìkaste 8.4; spor. i Nørrejy] (vognene) var meget smalsporede, og Hjulene havde "Kaast", d.v.s. stor Hældning udad foroven. Vends. man sagde, at et vognhjul havde stor kåst, dvs. egerne gik meget skråt ud fra navet mod vognringen. Hards. \ (spec., om møllevingens plan:) den har den rette Kast eller den rette Smid (jf. smid x). *Thy.
Forrige betydning - Næste betydning
7) = løkke [jf. Ìkaste 8; spor. afhjemlet] vi slov en kast å e tywer (= vi slog en løkke på tøjret), dvs. kortede det op med en rendeknude, løkke. VSønJy. Den forreste Ko fik mest Græs, hvis man ikke ¡slåw¶ æn kast å è ¡tyw¶èr (= slog et kast på tøjret); æ ¡kast blöw ¡law¶èt imæ¬ æ ¡sta·© å è læ©iñ (= løkken blev lavet mellem stagen ,dvs. tøjrstagen, og lægnet, jf. lægn x). $Vodder. hvis seletøjets hammelreb blev for lang, så fik den en kast eller to mere, så den fik en passende længde. SVJy.
Forrige betydning - Næste betydning
8) = sammensnoede rugstrå [jf. Ìkaste 8; Sundeved] Når vi bandt et neg, tog vi nogle rugstrå i hver hånd, snoede dem i en "kast", som vi sagde, og bandt dette om neget, lukkede med en fast slynge og smed neget over til højre side. SJyMSkr.1973.322. Bindingen af negene foregik på følgende måde. Man tog en håndfuld strå, delte stråene i to og slog så "et kast", sådan at man kun bandt med stråene, mens aksene sad på modsat side af neget, og blev på denne måde skånet. "Slå kast" må vist nærmest betegnes som lave en halvknude. Sundeved.
9) = bøjle, som forbinder harvelænken med hammelstokken. *$Agerskov.
| kasse·væg | ka¡stanie |
| Sidens top | |