for¡tabt
Çfor¡tage| for¡tabt | Çfor¡tage |
Se også Çfor¡tage (verb.)
verb.
[< rigsmål]
1) = fjerne [spor. i Nørrejy] Grøn Si’v ka fåtej æ U’nd å æ Sor nær en hå bræ’nd sej = grøn sæbe kan fjerne pinen og såret, når man har brændt sig. SVJy. _ (talemåder:) Stursintjhjæ ka Sultj forta = storsindethed kan fjerne sult. Vends. De er ingen Synd aa faareed sæ, faar die faataae Pinen Synnen = det er ingen synd at foræde sig, for dér (dvs. i den sammenhæng) fordriver pinen synden. ØH.1942.53.
2) for¡tage sig = svinde, gå over [spredt afhjemlet] e·mèÏsèn æ ¡ve¶ å fo¡ta sè = ømheden er ved at fortage sige. $Hundslund. Det va å kun te hun ho fåt e Kaffe ¨, så ho e hile fåtovn sæj = det (dvs. hendes medfølende sorg med de efterladte) varede også kun, til hun havde fået kaffen, så var det hele gået over. HAlsinger. (JyTid. 12/11 1950). de guè maÛ å drekèÏs sku ha ¡ti¿ å fo¡ta sè = den gode mad og drikke skulle have tid til at fortage sig (dvs. man skulle have tid til at fordøje den). $Hundslund.
| for¡tabt | Çfor¡tage |
| Sidens top | |