Ìfor¡tage

Ìfor¡taget

Se også Ìfor¡tage (verb.)

Çfor¡tage

verb.

[< Àfor´ 2]

 Næste betydning

1) for¡tage sig = tage for hårdt fat, overanstrenge sig (især ved at løfte), så man tager skade af det (fx får hold i ryggen, seneforstrækning etc.) [Nørrejy (dog kun spredt i store dele af Østjy samt i Sydjy´S), Als; spor. i øvrige Sønderjy; se kort]

Tæt afhjemlet Spredt afhjemlet

a ka entj rÉÉtèn røø¶gi, a er rɶj a hòr få¡tòòe mæ = jeg kan ikke rette ryggen, jeg er bange for jeg har fortaget mig. AEsp.VO. I har jo sandelig snart æ Vogn tømt, inden a faar æ Hænder af æ Lomm’. Fortag jer eth, en maa hellere leve en Daw længer’ (= forløft jer ikke; man må hellere leve en dag længere). KrJens.BS.10f. _ (talemåder, med varianter:) han faataaer sæ it (= han overanstrenger sig ikke), dvs. han kan lade sig nøie med lidt Arbeide. Horsens (NVDorph.1833). dæn dåwèn ka læt fo¡ta sè = den dovne kan let overanstrenge sig. $Hundslund.

 Forrige betydning

2) for¡tage sig ¡i det = forsluge sig, få maden i den gale hals [spor. i MØJy´N] han æ ¡re· å få¡ta sè ¡i¶ èt = (han er lige ved at) forsluge sig i det. $Todbjerg.

Ìfor¡tage	Ìfor¡taget
Sidens top