hørmÇhørme

Se også Çhørme (verb.)

Ìhørme

verb. _ med sideformen hjørme (spor. i Han, Thy´N og Østjy). _ hör·m/hörm (K 1.3) alm.; hÒr·m Vends, $Torsted. _ præs.: ´er (K 6.2). _ præt. og ptc.: ´t alm.; ´èt MØJy.

[< gammeldansk hyrmæ; Vends (med Læsø), Hards´S, MØJy´M og ´SØ, spredt i Han og Thy´N, spor. i Sydjy´N; se kort]

Tæt afhjemlet
Spredt afhjemlet

= lugte grimt, stinke. de hÒrmer øw¶wer de ha·l å såw¶nt, nær di kò©er sop æpå wònni = det stinker over det halve af sognet, når de koger suppe på orne. AEsp.VO. en gammel ost "hørmer laantj hen" (= stinker langt væk). Vends. hañ hörmèt lont hæn åw ¡bræñªvi¿n = han stank langt væk af brændevin. $Hundslund. \ (også) = fise [spor. i Midtjy] De æ grow som han hørme = fjerter. MØJy.

hørmÇhørme
Sidens top