hatÇhatte´

Se også hart·ad (adv.), Çhatte´ (sms.led)

Ìhatte

verb. _ ha÷t/ha§t/hat/Áha(÷)t (K 1.4). _ bøjning: ´er ´et ´et (K 6.2, K 6.1).

[spredt afhjemlet (undt. på Als, Sundeved og i Sønderjy syd for rigsgrænsen)]

= hilse ved at lette på hatten, huen etc., fx for præst og degn. ha§t, især brugt om overdreven hilseceremoni: di ha§tè å bo§kè å skravt = de hattede og bukkede og skrabede. $Vroue. aa hatt a jænn (= at hatte ad en) dvs. tage Hatten for en. Hards. (talemåde, med varianter:) De er tiele nok aa hatt, nær vi siir e Mand = det er tidligt nok at tage hatten af, når vi ser manden. Schade.70. \ hatte ¡af (for nogen) = d.s. [spredt i Vends og Han, spor. i Midtjy og Bjerre; spøgende] Haj hattær å får ò·l dæ·m, haj mö·r = han tager hatten af for alle dem, han møder. Vends.

hatÇhatte´
Sidens top