Ìknævver

Èknævver

Se også Ìknævver (subst.), Èknævver (adj.)

Çknævver

adj. _ knæv¶èr/knæv¶è (K 6.2) alm.

[< Ìknævver]

 Næste betydning

1) = som snakker meget (evt. brovtende el. kværulerende) [spor. i Østjy´M, Hards, SVJy og VSønJy; syn.: knævversk] vær knæv¶èr i æ moñ¶ (= være knævver i munden), dvs. svare rask. $Darum. den der taler vel for sig, kan give god Beskeed ¨ hun er saa knæber (knævver el. knævr). Horsens (NVDorph.1833). Knevver, naar en er mundkaad. SVJy. knæv¶èr ¨ dvs. højlydt sige (sine Overordnede) imod ¨ Æn knæv¶èr Dr浶. Hards (PKMadsen.Opt.). \ også kaldt: knævret. *MØJy.

 Forrige betydning

2) = vaks, opvakt; dreven, snu [formentlig videreudvikling af betydning 1; spor. i ØSønJy]

Ìknævver	Èknævver
Sidens top