Ìjo
Èjo| Ìjo | Èjo |
Se også Ìjo (adv.), Èjo (konj.), ¢jo (interj.)
adv. _ (altid tryksvagt:) jo alm.; også jö spor. i Vends´S; også (ældre) jåw Vends´SV, Han, Mors (fx Schade.), spor. i Ommers (fx Blich.); ju $Læsø, sideform på Mors, i MØJy´S, på SSamsø og i SØJy´S; også je spor. i Midtjy´M og ´Ø; jå Als´N, spor. i ØSønJy´S; i enkliseforb. ofte sammentrukket med subjekt, objekt el. (især) sætnings´adv., fx wi j¶o (= vi jo) Samsø, ska j¶o (= skal jo) $Ål, jo´ñ§t (= jo ikke) $Vodder, jo´§ (= jo ikke) Ommers´V.
[egl. samme (middelnedertyske) ord som Ìjo]
1) = selvfølgelig; som bekendt; om hvad der giver sig selv eller forventes bekendt/accepteret af ens tilhører; ordet bruges flittigt i beretning om fortidig levevis og i folkelig fortælling (og dér ofte anvendt i forb. med andre sætnings´adv., fx det ville han jo da så ikke) [Østjy´N og ´M, Mors, Sall, Fjends, SønJy´S, spredt (og kun fra yngre kilder) i Thy´N, MVJy´NV, SØJy, SønJy´N, spor. (og kun fra yngre kilder) i øvrige Jyll; se kort; syn.: Ìda 3.1]
 |  Tæt afhjemlet Spredt afhjemlet |
"jo" bruges meget, når man fortæller noget ¨ og man vil ikke risikere at fortælle noget som en nyhed og så få at høre: "det véd jeg nok". Bjerre. vi ha· jo ¡eµèn mus¡kantèr, ¡så måst vi jo ¡kveæ ¡sjæÏè = vi havde jo ingen Musikanter, så måtte vi jo synge selv (jf. kvæde x) ¨ når vi var til Dans (dvs. når ungdommen samledes om søndagen og dansede i loen til en af landsbyens gårde). $Fjolde. mæn min ¡få¿r haçj war jo ¡mej·Û ¡fatè, så wi sku jo ¨ ¡uj¶ å ¡tjæ·n ¡å¬· ¡sam¶èl = men min far han var jo meget fattig, så vi (børn) skulle jo ud og tjene alle sammen. $Anholt. Han aa saa æ Hærmand di saat tyw Rigsdaaler o, hvem dæ ku sæj den støst Løwn, aa æ Hærmand sku je da begønd først. JKamp.DFm.337f. En Dav (efter svineslagtningen) fek vi jaa Sup mæ Kjødklump, aa en Dav Istedbon aa Rispe = en dag (lige efter) fik vi jo suppe med kødboller og en (anden) dag medisterpølse og rispe (dvs. ribbensteg) (for det gjaldt som bekendt om at bruge løs af det kød, der ikke egnede sig til konservering). Als. vi ¡hå·j jo ¡åsè èn pa ¡fo¿è ªhjæm· ¨ ¡de wè wi jo ¡nøj¶ ¡te¶ å sku ¡ha ¨ få wi sku jo ¡ha n¶öj ¡tow¶ ¡bå·Ûè te ¡klæj¶èr å te ¡huèsè å ¡åsè èn ¡fo¿r å ¡sla©§t åm è ¡æ§tè¡o¿r = vi havde jo også et par får hjemme; det var vi jo nødt til at skulle have, for vi skulle jo have noget to (dvs. uld) både til klæder og til strømper, og også et får at slagte om efteråret. Thyholm (DaDial.III.36). _ (ofte med bitone af indvending, bebrejdelse, indrømmelse etc.:) Hun ka ju´tt engång snakk sø’nte te en ka fostå hind = hun kan jo ikke engang snakke sådan, at man kan forstå hende. Mors. i ¡ka¿m ju ¡o¬è = I kom jo aldrig (sagt til nogle, man har siddet og ventet på, og som ikke kom til tiden). SSams. viÛ ¡sikè ¡nuèÛ, ¡do¶ æ ju ¡oµ¶ i¡no = vid sikke noget! (dvs. nej ved du nu hvad!, jf. vid x), du er jo ung endnu. $Gosmer. di ¡blæw¶ jo èlet ¡sna§kèñ = de blev jo (godt nok) lidt snakkende; Konerne, som kom paa Barselvisit, blev trakteret med Kaffepons. $Vodder.
2) = uden at; trods alt godt; underordnet nægtende sætning (af typen han/der er ikke/aldrig ¨) [muligvis < ældre rigsmål; spor. i Nord- og Midtjy samt SØJy; fortrinsvis i ældre kilder] aa dæ war oller snaar dæj Ting, di jo ku ji Faaklaaring = og der var næsten ikke den ting, uden at de (dvs. far og mor) kunne give forklaring (på det). Thise.LL.96. han æ jo ¡itj så gamèl, han ka jo ¡gòt blyw ¡gywt i¡no = han er jo ikke så gammel, at han ikke godt kan blive gift endnu. $Torsted. (talemåder:) dær æ aalle jin saa døgti, dæ kaa jo i naan wæ wille inno = der er aldrig én så dygtig, uden at en anden kan være dygtigere endnu (jf. vildere). SSams. Dær ær åller så fi^Û æn Bæj, dær ær jo æn Kjættel ve æn = der er aldrig så fed en bid, at der ikke er et uspiseligt stykke ved den (jf. kirtel x). Holmsland (Røjkjær.Opt.).
| Ìjo | Èjo |
| Sidens top | |